Inspirationskilder

Mit arbejde med min egen og andres personlige udvikling er inspireret af mange forskellige lærere, forfattere og tænkere inden for coaching, psykologi, psykoterapi, selvudvikling, filosofi og spiritualitet.

Nogle af mine vigtigste inspirationskilder:

Anthony Robbins ("Tony")
Amerikansk succes-coach, forfatter og kursusleder. Tony har turneret verden rundt med seminaret "Unleash the Power Within" og har skrevet en række meget solgte selvudviklingsbøger, hvoraf "Råd fra en ven" og "Ubegrænset Kraft" er oversat til dansk. I 2007 besøgte Anthony Robbins Danmark to gange, hvor han bl.a. holdt et seminar i Forum på Frederiksberg. Tony har inspireret og fascineret millioner af mennesker over det meste af kloden.

Stephen Covey
Amerikansk forfatter og "management guru". Har bl.a. forfattet best-selleren "7 gode vaner" og "Den 8. vane". Covey er tidligere præst i mormonkirken og medstifter af konsulentvirksomheden FranklinCovey. 

Carl Rogers (1902 - 1982)
Amerikansk psykoterapeut og forfatter. Rogers var en af hovedpersonerne i udviklingen af den amerikanske humanistiske psykologi. Han var skaber af den såkaldte "klientcentrerede psykoterapi", der senere kom til at hedde "personcentreret psykoterapi". Rogers lagde i sin terapi afgørende vægt på ikke-specifikke faktorer såsom ligeværdighed, autenticitet (kongruens), empati og ubetinget positiv accept. En del psykoterapi-forskning ser ud til at bekræfte Rogers' idéer, som dog ikke kan siges at være videnskabeligt dokumenterede.

Abraham Maslow (1908 - 1970).
Amerikansk psykolog og forfatter. En af de mest fremtrædende personer inden for den humanistiske psykologi. Maslow er bedst kendt for sin motivationsteori, der indeholder den såkaldte "behovspyramide" (behovshieraki). Han beskæftede sig indgående med såkaldte højdepunktsoplevelser og selvaktualisering. Maslow var også en stor inspiration for den såkaldte "Human potential"-bevægelse og han holdt bl.a. foredrag i 60'erne på det amerikanske selvudviklingscenter "Esalen" i Californien, U.S.A. Maslow har, så vidt jeg ved, aldrig fremlagt videnskabelig dokumentation for sine teorier.

Marshall B. Rosenberg
Amerikansk psykolog, terapeut, forfatter og kursusleder. Marshall har oprindelig studeret under Carl Rogers (se ovenfor). Marshall er udvikler af kommunikations-modellen "Ikkevoldelig Kommunikation" (Nonviolent Communication) også kaldet "IVK" eller "Girafsprog". Han har de sidste 30 år undervist i IVK i over 25 lande. Han er bl.a. forfatter til bogen: "Ikkevoldelig kommunikation." (Borgen)

Irvin Yalom (f. 1931)
Amerikansk psykiater, forfatter og eksistentiel psykoterapeut. Yalom er bl.a. forfatter til det psykoterapeutiske hovedværk "Eksistentiel psykoterapi", hvor han beskæftiger sig med en række eksistentielle temaer, herunder særligt de fire såkaldte "ultimative anliggender", nemlig: døden, isolationen, friheden og meningsløsheden. Han har herudover udgivet en række andre bøger om psykoterapeutisk teori og praksis. På dansk er bl.a. udkommet romanen: "Sex, løgn og psykoterapi" og fagbogen: "Terapiens essens", hvor han forsøger at sammenfatte og videregive sine erfaringer fra et helt livs terapeutisk praksis.

C.G. Jung (1875 - 1961)
Schweizisk psykiater, forfatter og psykoterapeut. Oprindelig elev af Freud før han brød med ham og skabte den såkaldte "analytiske psykologi". Jung er manden bag begreber som "det kollektive ubevidste", "arketyper", "komplekser" mv. Jung var hele sit voksne liv stærkt optaget af selvudvikling, drømmeforståelse, symboler og psykoterapi. Han beskæftigede sig også med en psykologisk forståelse af bl.a. alkymi, tantra, yoga, UFO'er og I-Ching. Jung-kritikere har iøvrigt beskyldt ham for både at være mystiker, kultleder og nazist.

Fritz Perls (1893 - 1970)
Amerikansk psykiater, psykoterapeut og forfatter. Skaberen af den humanistisk-terapeutiske retning: "Gestaltterapi".  Beskrives ofte som en karismatisk, original og provokerende pioner. En personlig beskrivelse findes i selvbiografien "Skraldespanden tur-retur". Perls var i en årrække tilknyttet et af "human potentiel"-bevægelsens hovedcentre nemlig det berømte "Esalen Institute" i Californien, USA. Han er forfatter til en række bøger om gestaltterapiens teori og metode. Gestaltterapi er oplevelsesorienteret og fokuserer bl.a. på opmærksomhed, ansvarlighed og autenticitet. En mere kritisk omtale findes bl.a. i bogen "Skærsildsterapier" af Eric Danielsen.

Walther Kempler
Amerikansk psykiater, familieterapeut og forfatter. Arbejdede sammen med Fritz Perls (se ovf.) i mange år og udviklede sin egen udgave af gestaltterapien som han kalder "oplevelsesorienteret psyko- og familieterapi". I Danmark findes det såkaldte "Kempler Institut", som har bl.a. familieterapeuten og forfatteren Jesper Juul tilknyttet . På dansk er udgivet to mindre bøger om Kemplers terapisystem. Jesper Juul er iøvrigt blevet kritiseret for, at hans bøger ikke er baseret på videnskabelig forskning men udelukkende på familieterapeutisk erfaring.

Stanislav Grof (f. 1931)
Tjekkisk-Amerikansk psykiater, forsker, forfatter og terapeut. Fremtrædende navn indenfor den transpersonlige psykologi. Grof er bl.a. forfatter til en række banebrydende bøger om fødselstraumet og dets psykologiske og spirituelle betydning. Har arbejdet og forsket i mange år i psykedelisk terapi og er skaber af terapisystemet "Holotropic Breathwork" der anvender åndedrættet som vej til kontakt med dybe bevidsthedslag, herunder de såkaldt "holotropiske" tilstande. I bogen "Den kosmiske leg" beskriver han sit holistiske/spirituelle verdensbillede. I bogen "Fremtidens psykologi" sammenfatter han resultaterne af sin mangeårige forskning. Transpersonlig psykologi er et (meget) kontroversielt område og Grof har da også været udsat for meget kritik gennem årene fra bl.a. den etablerede psykiatri.

Jes Bertelsen (f. 1946)
Dansk spirituel lærer og forfatter. JB er leder af det sprituelle bofællesskab og kursuscenter "Vækstcenteret" i Nørre Snede, se: www.vaekstcentret.dk JB underviser i spirituel praksis (meditation) på centerets retreatsted i Nordjylland. JB var i en periode elev hos den (nu afdøde) tibetansk buddhistiske Dzogchen-mester Tulku Urgyen Rinpoche. JB har lært mig min nuværende meditations-praksis som han kalder for dobbeltrettet eller ikke-rettet bevidsthed/åbenhed.
I bogen "Jes Bertelsen bevægelsen - New Age på dansk" af Helle Hinge fremlægges en såkaldt "religions-videnskabelig" gennemgang og kritik af JBs lære og virke, se fx boganmeldsen på.: http://www.ikon-danmark.dk/blad/ikon15/newjes.html
JB har desuden medvirket til en konference om børns såkaldte "eksistentielle intelligens", hvilket bl.a. har affødt en ret heftig debat, se fx: http://infogruppen.minisite.dk/default.aspx?PageID=38442.

Ken Wilber (f. 1949)
Amerikansk filosof, tænker, forfatter og lærer. KW har skrevet en lang række værker hvor han beskriver sit "integrale" perspektiv - en slags syntese eller sammenstilling af en lang række videnskabelige og filosofiske discipliner og fagområder. På dansk foreligger foreløbig kun bogen "Gud, livet, universet og alt muligt andet" (Org: "A brief history of everything".) Derudover har KW redigeret bogen: "Det holografiske verdensbillede", hvor han også selv har bidraget med et kapitel. KW forholder sig her kritisk overfor sammenligningerne mellem moderne fysik og østlig mystik (Fysikkens Tao mm.) En lang række fagfolk inden for de videnskabelige discipliner, som han trækker på og henviser til i sine bøger, har rettet en kraftig kritik af KWs værker, idet KW efter deres opfattelse mis-repræsenterer, forvrænger og oversimplificerer deres forskellige fag og reagerer ukonstruktivt på kritik. Se bl.a. http://www.integralworld.net/ og http://normaneinsteinbook.com/

Gormsen, Klaus
Dansk psykolog, psykoterapeut og forfatter. Har bl.a. skrevet bøgerne "Gensidig Terapi" og "Ekstasens nødvendighed", der begge på forskellig vis handler om personlig og spirituel udvikling. Klaus er skaber af foreningen og terapisystemet "Gensidig Terapi" (også kaldet Følelsestransformation), der har rødder i humanistisk og transpersonlig psykoterapi. Systemet indeholder også anvendelsen af positive bekræftelser og visualiseringer. Se hertil: www.gensidigterapi.dk